Ring endelig – vi sidder klar ved telefonen alle hverdage kl. 10 – 17 og glæder os til at tale med dig.
Du kan også komme forbi til en kop te på Østerbro, eller booke et online møde.
33 117 117
mail@gracetours.com
Kerala er en lang smal delstat, der strækker sig langs Indiens sydvestlige kyst. Hele staten er en attraktion, og overalt kan I opleve noget nyt. I dette paradis finder I lange smukke strande omkranset af palmer men også frodige bakker og bjerglandskaber.
Kerala byder på et væld af plantager i højlandet, hvor der dyrkes alt fra peber og kardemomme til vanilje og kaffe, og naturligvis også på de berømte Backwaters, et vidt forgrenet net af floder, kanaler og laguner, der ligger mellem fastlandet og havet. Her oplever I et rigt fugle- og dyreliv, mens I i afslappende tempo sejler på kanalerne og oplever landsbylivet på nært hold.
Kerala har et farverigt folkeliv, der vidner om, at landet gennem århundreder har optaget mange kulturelle og religiøse indflydelser. En enestående mulighed for at opleve den smukke stat på en ferie med ro og afslapning iblandet smukke naturoplevelser og med ophold i homestays og på charmerende hoteller og gæstehuse.
Den magiske rejse afsluttes med et dejligt strandophold og mulighed for en skøn ayurvedisk massage.
KRYDDERIER, FISKENET & DANSEDRAMA.
BACKWATERS JUVELEN OUR LAND.
FUGLEKIGGERI, FRODIGHED & HUSBÅDSSEJLADS.
SMUK & UBERØRT NATUR.
SOL, STRAND, PALMER & HAV.
Afrejse fra København m/flyskifte undervejs. Forplejning ombord er inkluderet.
Byen Kochi udgøres af 15 landsbyer, som ligger spredt på øer og halvøer og er forbundet med broer og færger. Byen har i århundreder tiltrukket søfarende, der kom sejlende med monsunvindene for at købe krydderier som peber og gurkemeje på Malabarkysten. Kublai Khan bragte de kinesiske fiskenet til Kerala, ligesom portugiseren Vasco da Gama kom hertil og blev begravet i Kochi, da han døde. Hollænderne byggede paladser, og endelig kom briterne. Kochi blev en kulturel smeltedigel med indflydelse fra kinesere, arabere, jøder og europæere.
I bliver indkvarteret i et rart gæstehus beliggende i Fort Cochin, den smukke, stemningsfulde og fredede bydel, som er på Unescos verdensarvsliste.
Senere på dagen bliver I taget med på en sejltur på Kochis kanaler, hvor der er mulighed for at se delfiner. Om aftenen kan I overvære en forestilling med Kathakali danseteater. Et klassisk malabarisk dansedrama, en tempeldans med elementer af yoga og ayurveda. I er velkomne til at komme før forestillingen og opleve danserne lægge deres tunge make-up.
I overnatter i Kochi.
Om formiddagen møder jeres guide jer og sammen oplever I Kochi. I kan blandt andet besøge Vasco da Gamas grav i Skt. Francis, den første europæiske kirke i Indien. Derefter kan turen gå til peberbyen Mattancherry med Jødegaden og Pardesi Synagogen. I kan se de smukke fresker i maharajapaladset Dutch Palace og ved de fascinerende kinesiske fiskenet kan I spise jer mætte i friskfangede kæmperejer tilberedt ved en af de små boder. I lægger det endelige program sammen med jeres guide og der er plads til at improvisere undervejs.
Eftermiddagen er fri til jeres disposition. Der er smukt og stemningsfuldt og altid en hyggelig café der frister med lækkerier, kunstgallerier, smukke paladser og spændende butikker.
I overnatter i Kochi, morgenmad inkluderet.
I bliver hentet og kører ned langs kysten til Alleppey og ”backwaters” området.
Kerala Backwaters byder både på historiske monumenter, kultur, dyreliv og naturlig skønhed i form af de mange kanaler, der bliver brugt som vandveje. På halvøerne og øerne er landbrug i højsædet, og markerne ligger under havets overflade – et fænomen, man kun finder i Backwaters, i Holland og på den jyske marsk.
I bliver indkvarteret i et gæstehus i dejlige frodige omgivelser. Gæstehuset ligger på en lille ø i Backwaters, og under opholdet vil jeres Sahai (hjælper) tage sig godt af jer og forkæle jer med frisklavede lokale retter. Der er gode muligheder for små vandreture i området, hvor I kan besøge mindre landsbyer og måske sammen med bønderne på vej hjem fra arbejdet i rismarkerne få en “arak” (hjemmebrændt spiritus) i en af de små beværtninger. Her er der også en helt speciel mulighed for at tage med på et “narrow canal” cruise gennem de små kanaler, som husbådene ikke kan sejle ad. Her står tiden stille på den gode måde, og I kan trække vejret helt ned i maven.
I overnatter på Our Land, morgenmad og aftensmad inkluderet.
I har formiddagen på Our Land og efter frokosten venter en næsten royal oplevelse, når husbåden lægger til og I går ombord. I bliver sejlet rundt i kanalerne og har husbåden for jer selv. Kokken ombord vil stå for velsmagende, frisklavede måltider. I overnatter ombord på husbåden. I kan bede om Our Boat med åben køkken og være med til at lave lækre indiske retter sammen med jeres kok.
I overnatter på husbåd, helpension inkluderet.
Fra turen i husbåden fortsætter rejsen i bil til Vagamon, som ligger i Western Ghats, den bjergryg, der danner en naturlig grænse mellem staterne Tamil Nadu og Kerala.
Ved ankomsten bliver I indkvarteret i intet mindre end Keralas bedste homestay. Her dyrkes alt fra kaffe, gummi og kardemomme til den ædle vanilje – og alt sammen økologisk.
I overnatter i Vagamon, helpension inkluderet.
I de følgende dage kan I bruge tiden på at udforske området. Omkring Vagamon ligger skove med både elefanter og den indiske bison.
Jeres vært vil gerne tage jer med på en lille vandretur gennem plantagen, som ligger smukt på bjergskråningerne. Hvis elefanterne arbejder i nærheden, kan I opleve dem, og I kan besøge det 700 år gamle, tilgroede palads. Benediktinermunkene tager meget gerne imod jer i deres lille kloster, hvor den katolske religion udfolder sig efter hinduismens ashram traditioner. Det kuperede område er smukt og uberørt. Dér, hvor vandfaldene danner søer, kan I svømme i jeres ”egen” lille pool, omgivet af skråninger med kaffebuske og teaktræer.
I overnatter i Vagamon, helpension inkluderet.
Efter en rolig formiddag i Vagamon bliver I kørt til Kottayam. Herfra fortsætter I med tog ned ad bjergene til Thiruvananthapuram. Ved ankomst til “den hellige slanges by” bliver I afhentet og kørt til Kovalam og bliver indkvarteret på valgte strandhotel.
I overnatter i Kovalam, morgenmad inkluderet.
Sol og strand, god mad, shopping og afslapning – nyd dagene i Kovalam eller benyt jer af de gode udflugtsmuligheder til Trivandrum, til Padmanabhapurams indtagende palads eller til pilgrimsmålet Kanyakumari – Indiens sydspids, hvor Den bengalske Bugt møder Det indiske Ocean og Det arabiske Hav.
Her ved Kovalam er der gode muligheder for at få en revitaliserende ayurvedisk massage på traditionel vis med olie og urter.
I overnatter i Kovalam, morgenmad inkluderet.
Så går turen hjemad igen med baggagen fuld af oplevelser og indtryk.
Per person i delt dobbeltværelse
Valgfri afrejsedato året rundt
Individuelt tilpasset rejse som kan designes efter dine behov og drømme
Alle priser er fra-priser, afhængig af om der er ledig plads på fly & hotel på bookingtidspunktet