Ring endelig – vi sidder klar ved telefonen alle hverdage kl. 10 – 17 og glæder os til at tale med dig.
Du kan også komme forbi til en kop te på Østerbro, eller booke et online møde.
33 117 117
mail@gracetours.com
Turen tager udgangspunkt i Nepals kulturelle vugge: Hovedstaden Kathmandu, byen hvor de tre kongedømmer med tiden er blevet til en stor organisk by, med masser af karakter og karisma. De hellige mænd i Pashupatinath templet holder byens vigtigste hindu tempel i gang, og buddhisterne går deres daglige kora rundt om stupaerne, hvor dagligdagen ubesværet rummer historiens vingesus.
Du bor ganske specielt midt i det hele, på Dondrub Guesthouse i Boudha, kun få minutters gang fra Boudhanath Stupa, hos de buddhistiske nonner inden for Tek Chok Ling klosterets mure – det er en sand oase midt i Katmandus travlhed og støj. Et unikt og gæstfrit indblik i en ellers lukket verden, hvor du er med nonnerne til både morgen puja i templet, meditaion, mandalamaling, tibetansk yoga, dans og sang.
Gæstehuset fungerer som en fremragende base, hvorfra du kan udforske Kathmandu. Der er et væld af små butikker tæt ved Boudhanath Stupaen, som ikke kun sælger traditionelle håndværk, men også tilbyder en bred vifte af tjenester, såsom skræddere, vaskeri og renseri, frisører, spa og massage, internettjenester og vekselerere. Her finder I et stort udvalg af restauranter og caféer – prøv Meze eller Guru’s Curry på Stupa View, som serverer store momos lavet på Double Dorje, lækker pizza på Road House Cafe, eller spansk køkken på La Casita.
Er du sulten på en længere tur, nu hvor du alligevel er i Nepal, så hjælper vi dig gerne med at planlægge en spændende forlængelse af din rejse til andre egne af Nepal. Ring og spørg os, vi har mange gode idéer!
UNIKT INDBLIK I NONNELIVET PÅ TEK CHOK LING KLOSTERET.
BUDDHISTISK VISDOM & FORDYBELSE.
PUJA, MEDITATION & YOGA.
TID TIL REFLEKSION & RO.
KATHMANDU – NEPALS KULTURELLE VUGGE.
Afrejse fra København m/flyskifte undervejs. Forplejning ombord er inkluderet.
At flyve ind til Kathmandu er en uforglemmelig oplevelse med Himalaya spredt under sig. Ved ankomst bliver du hentet i lufthavnen og kørt direkte til Tek Chok Ling nonneklosteret i Boudha, hvor du bliver indkvarteret i Dondrup Guesthouse – indenfor klosterets mure. Herfra bliver du er en del af nonneklosterets dagligdag. Det er en sand oase midt i byens travlhed og støj og ligger lige ved siden af Boudhanath Stupa, der tiltrækker pilgrimme fra det meste af det buddhistiske Himalaya.
Første dag er sat af til hvile og til at tale med den nonne, som bliver din kontaktperson. At blive budt indenfor i klosteret er en helt unik oplevelse for dig, der gerne vil ind under huden på den buddhistiske kultur.
Dagene i klosteret starter med “wake-up gong” kl. 04.30, derefter er der dagens første puja, hvor nonnerne beder og reciterer de hellige, buddhistiske skrifter.
Morgenmad er kl. 07.00 og næste session starter ved 9-tiden og slutter inden frokost som er ca. kl. 11.15-11.30
Efter frokosten er der lidt pause og undervisning i mindre grupper – f.eks. mandala tegning eller undervisning i tibetansk – eller du har mulighed for at tage med på en tur. Turen kan for eksempel gå til Pashupatinath, der er Nepals største tempelkompleks, Kopan, Pullahari eller på en heldags træk til Nagi Gompa.
Eftermiddags-puja starter kl. 16.30 og slutter inden aftensmaden kl. 18.00
Om aftenen er der recitationer eller en bestemt praksis, som har med de forskellige ugedage at gøre. For eksempel er der hver tirsdag lüjong – en særlig slags yoga – som Khenpo Rinpoche har udviklet til sine elever. Ofte er der undervisning i dans og sang. Hver onsdag synger og danser nonnerne foran deres Gurus vindue.
Dagene slutter ved 21.30 tiden.
De forventer ikke nødvendigvis at du deltager i hele dagsprogrammet alle dagene, så hvis du gerne vil opleve lidt mere af Kathmandu, kan du overveje en tur ud i Kathmandudalen mange smukke templer og områder.
Indlagt i rejseprogrammet er valgfrie ture til Boudhanath Stupa, til Pashupatinath eller til Kopan eller Pullahari Gompa. Alle de udflugter foregår på gåben. Til dig, der kan lide at vandre, kan udflugten til Pullahari forlænges med besøg til f.eks. Nagi Gompa (en rask tur på ca. 2,5 time op og 1,5 time ned). Det er også muligt at få massage på en af de lokale klinikker, som også har sauna.
BOUDHA
Engang var Boudha et kongerige i kongeriget. Juvelen i dens krone var dengang – og er stadig – Boudhanath Stupa, som pilgrimme fra hele den buddhistiske verden har tilbedt i mange århundreder. Der er livligt omkring stupaen og her får du masser af muligheder for at få pirret nysgerrigheden. I Boudha har Chini lamaerne gennem 3 inkarnationer siddet på guvernørposten og ageret som mellemmænd mellem den nepalesiske regering og tibetanere, der rejste frem og tilbage til Indien som pilgrimme. Fra midten af det 19. århundrede og frem til den tredje Chini Lamas bortgang i 1982 var disse lamaer substantielle i at forøge Boudhanaths religiøse og sociale betydning.
Du kan også besøge det vigtigste hindutempel i Nepal. Det hedder Pashupatinath (Herren over dyrene) og er landets beskytter. Det er et fascinerende tempelkompleks med mange arya ghats (kremationspladser) ved bredden af Bagmatifloden. Det mest imponerende er hovedtemplet med dets tag i Pagoda-stil og i forgrunden den 300 år gamle bronze Nandi, som er Shivas tyr. Templet huser også den 2 meter høje lingam (Shivas falliske symbol), som har et ansigt på hver af de fire sider. Denne lingam menes at være fra det 14. århundrede og er ét af de vigtigste pilgrimssteder for tilbedere af guden Shiva fra hele verden. Festivalerne Teej (kvindernes festival) og Maha Shivaratri (Shivas nat) samler i titusindvis af pilgrimme, men det er Naga Sadhuerne (de nøgne asketer) som får størst opmærksomhed med deres frygtindgydende udseende. De er splitternøgne, smurt ind i aske og med lange dreadlocks.
BHAKTAPUR
Oprindeligt var Kathmandu 3 kongeriger (byer) – Kathmandu, Bhaktapur og Patan (eller Lalitpur, som det hed engang). Bhaktapur ligger 18 km mod øst, og er på UNESCO’s Verdensarvsliste grundet dens rige kultur med velbevarede templer og vidunderligt kunsthåndværk. Bhaktapur byder også på noget af Nepals fineste arkitektur, og byens templer er unikke med mange udførlige udskæringer og finesser i træ, sten og metal.
Bhaktapur, som trods ødelæggelserne under jordskælvet i 2015, har beholdt sin middelalderlige charme, hvis palads, torve, gader, stræder og specielt templer stadig reflekterer den unikke kultur, der hér har hersket i mange århundreder – og som det næsten er umuligt ikke fuldstændigt at fortabe sig i. Indbyggerne i Bhaktapur er hovedsaligt bønder eller kunsthåndværkere som pottemagere, smede eller træskærere, hvis produkter har ernæret byens indbyggere helt tilbage fra det 12. århundrede, hvor varerne blev handlet på ruten mellem Tibet og Indien.
I Bhaktapur er én af de store attraktioner Changu Narayan Temple med gudeørnen, Garuda, der er i færd med at konsumere en slange. Templet hævdes at være dalens ældste, og den inskription, der findes på en af stensøjlerne, er med sikkerhed den ældste steninskription, der er blevet fundet i Nepal. Her findes også den berømte Garuda-statue fra det 5. århundrede, som knæler foran tempelindgangen samt den vidunderlige 10-armede Vishnu fra samme periode.
PATAN
Patan er den ældste af de tre byer i Kathmandu-dalen, og det er sandsynligvis en af de ældste buddhistiske byer i verden. Den ligger på et plateau over Bagmatifloden. Byen blev oprindeligt designet i form som det buddhistiske Dharma-chakra (Wheel of Righteousness). De fire gravhøje er populært kendt som Ashoka stupaer. I følge legender siges det, at den indiske kejser Ashoka sammen med sin datter besøgte Patan i år 250 f.Kr. og opførte fem Ashoka stupaer. Fire stupaer ligger på omkredsen af Dharma-chakra og en i midten af Patan. Der er mere end 1.200 buddhistiske monumenter i forskellige former og størrelser spredt i og omkring byen. Det tidligere kongelige paladskompleks er centrum for Patans religiøse og sociale liv og huser et museum, der indeholder en bred vifte af bronzestatuer og religiøse genstande.
KATHMANDU
Durbar Square summer af liv og er byens mest populære turistattraktion og på Verdensarvslisten. Det er her, at kongerne blev kronet og tilbedt. Torvet har flere end 50 monumenter, hvoraf det mest berømte er Kumari Bahal, det overdådigt dekorerede hjem for den kongelige Kumari, den levende gudinde, som er en manifestation af gudinden Durga i form af en lille menneskepige, som er særligt udvalgt til den prestigefyldte opgave.
Du kan også besøge Jagannath Mandir, et tempel fra det 14. århundrede og det ældste i området. I templets trappetrin er indgraveret inskriptioner på mange sprog. Du kan vælge at se Telaju Mandir, ét af de største og fineste templer i hele dalen. Det er dedikeret til værtsguden for den kongelige familie, Taleju Bhawani, en arrig form af gudinden Durga, der engang krævede blodige menneskeofringer.
For at få et pust af et mere moderne Nepal kan Freak Street besøges, det var det berømte hippie-hang-out i de sene tresserne og tidligere halvfjerdsere. Her mødtes rejsende fra hele verden. I dag er hippierne for længst forsvundet, men gaden har bevaret sit navn, og der er enkelte steder, som stadig afspejler den svundne æra.
SWAYAMBHUNATH er én af de ældste og mest respekterede helligdomme i landet. Den store hvide kuppel og det glimtende gyldne spir samt de altseende øjne er ikke kun dalens landemærke, men også Nepals vartegn. Denne stupa (buddhistisk helligdom) er et yndet pilgrimsmål. Buddhas fødselsdag, Det Tibetanske Nytår samt Gunla, som er en månedlang festival, fejres her med pomp og pragt. Du kan komme op til helligdommen ved at klatre de 365 trin op ad bjergsiden, eller du kan vælge at køre ad den kringlede vej på den anden side af bjerget. Der findes også mange andre templer i komplekset, hold især øje med det mystiske Shantipur tempel, som siges at være beboet af tantra-dyrkeren Shantikar Acharya, hvis meditation har holdt ham i live siden det 8. århundrede. For nyligt er også tilbygget en gigantisk næsten 30 meter høj Buddha-statue.
Så går turen hjemad igen med bagagen fuld af oplevelser og indtryk.
Nonneklosteret Tek Chok Ling blev grundlagt i 2006 af Khenpo Tsultrim Gyamtso Rinpoche. Khenpo Rinpoche er i dag 82 år og har været en af de førende levende lærere indenfor Kagyu tradition af tibetansk buddhisme. Han har gennem årene rejst verden rundt og undervist i buddhisme.
I sine sene teenageår og tidlige tyvere uddannede Khenpo Rinpoche sig i Tibet hos den lokale yogi Zopa Tharchin. Efter den kommunistiske invasion af Tibet flygtede Khenpo Rinpoche til Indien i 1960.
Han tilbragte herefter blandt andet mange år i Bhutan, som en omvandrende yogi, der mediterede i huler og eremitboliger. I 1975 blev han af den 16. Karmapa, leder af Kagyu tradition, bedt om at være abbed for de vigtigste Kagyu centre i Frankrig. Men han bad i stedet om lov til at rejse og hjælpe mennesker overalt på jorden. Dét viede han så hele sit liv indtil 2009, hvilket har gjort ham til mester i ‘ikke-tilknytning’.
I 2009 trak Khenpo Rinpoche sig tilbage til Tek Chok Ling og dedikerede resten af sit liv til at undervise nonnerne her. Tek Chok Ling har nu 58 nonner; de ældste er nonner, der undslap fra Tibet med ham, mens de yngre er fra Tibet, Nepal og Bhutan.
På klosteret er også en sekulær skole for alle nonner over 16 år, hvor de foruden de traditionelle buddhistiske studier og meditation kan studere tibetansk, nepalesisk, engelsk, matematik, videnskab og samfundsfag. I dag er Khenpo Rinpoche stadig overhoved over klosteret men underviser ikke aktivt mere på grund af sin alder.
Dondrub Guesthouse er blevet fuldstændig renoveret 2013. Den 3 etagers-bygning indeholder 35 komfortable værelser med super smukke håndlavede gulve fremstillet af lokalt træ. Alle værelser er en-suite med moderne badeværelse med toilet, håndvask og bruser.
Receptionen og lounge området er i stueetagen. Der er en lille dagligvarebutik i receptionen, som indeholder et pænt udvalg af nepalesisk te og kaffe samt små souvenirs – nogle af dem er produceret af nonnerne.
På stedet er der er en stor gårdhave med et stort mango træ og smukke planter og blomster. En solrig tagterrasse og mange stille hjørner, hvor du kan sidde og læse – eller tænke – uforstyrret. Nonneklosterets smukke have er åben for gæster fra solopgang til solnedgang.
Per person i delt dobbeltværelse
Valgfri afrejsedato året rundt
Individuelt tilpasset rejse som kan designes efter dine behov og drømme
Alle priser er fra-priser, afhængig af om der er ledig plads på fly & hotel på bookingtidspunktet
Over alle forventninger.
Jeg besluttede mig en onsdag for bestille rejsen “Lev med nonnerne i Kathmandu”. Jeg ville gerne afsted hurtigst muligt, så jeg ringede til Trine og i løbet af nogle timer var alt booket. Værelse, fly, baggage ALT. Jeg skulle rejse om mandagen. Mit tranfer fly var forsinket 1 time og grundet visum blev jeg yderligere forsinket 1,5 time, men Jacek stod alligevel klar i lufthavnen da jeg kom.
Jeg kan skrive en roman om min tur. Men jeg synes at folk selv skal tage ned og opleve det. Det har været en oplevelse jeg aldrig glemmer. Jeg har fået venskaber for livet og jeg har lært mere om livet på de 12 dage jeg har været afsted end alle de voksne år jeg har levet. Jeg kan slet ikke beskrive nok hvor meget jeg anbefaler Grace Tours. Jeg skal retur. Det er der ingen tvivl om. Tak for en uforglemmelig tur. <3